Guldhornene

Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.44.0-wmf.3 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Guldhornene 0 2500 79831 31332 2024-11-14T09:49:53Z 193.33.148.131 79831 wikitext text/x-wiki {{header | forrige= | næste= | titel=Guldhornene | afsnit= | forfatter=Adam Oehlenschläger | noter={{lydfil|Guldhornene af Oehlensläger (LibriVox).ogg}} }} '''Guldhornene''' De higer og søger I gamle Bøger, I oplukte Høie Med speidende Øie, Paa Sværd og Skiolde I muldne Volde, Oldtids Bedrifter Anede trylle; Men i Mulm de sig hylle, De gamle Skrifter. Blikket stirrer, Sig Tanken forvirrer tissemand. I Taage de famle. "I, gamle, gamle "Hensvundene Dage, "Da det straalte i Norden, "Da Himlen var paa Jorden, "Giv et Glimt tilbage!" Skyen suser, Natten bruser, Gravhøien sukker, Roser sig lukker, De øvre Regioner Toner. De sig møde, de sig møde, De forklarede Høie, Kampfarvede, røde, Med Stierneglands i Øie. "I, som raver i blinde, "Skal finde "Et ældgammelt Minde, "Der skal komme, og svinde. "Dets gyldne Sider "Skal Præget bære, "Af de ældste Tider. "Af det kan I lære. "Med andagtsfuld Ære, "I vor Gave belønne! "Det skiønneste Skiønne, "En Mø "Skal Helligdommen finde." Saa synge de og svinde. Lufttonerne døe. Hrymfaxe, den sorte, Puster, og dukker Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue Paa Himlens Bue. Og Fuglene synge. Duggperler bade Blomsterblade Som Vindene gynge. Og med svævende Fied En Mø hendandser Til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes Rosenkind brænder. Hun har Lilliehænder. Let som en Hind, Med muntert Sind. Hun svæver, og smiler; Og som hun iler, Og paa Elskov grubler – Hun snubler, Og stirrer, og skuer Gyldne Luer, Og rødmer, og bæver, Og zittrende hæver Med undrende Aand, Af sorten Muld Med sneehvide Haand Det røde Guld. En sagte Torden Dundrer. Hele Norden Undrer. Og hen de stimle I store Vrimle, og grave og søge, Skatten at forøge. Men intet Guld! Deres Haab har bedraget; De see kun det Muld, hvoraf de er taget. Et Sekel svinder. Over Klippetinder Det atter bruser. Stormenes Sluser Bryde med Vælde. Over Norges Fielde Til Danmarks Dale I Skyernes Sale De forklarede Gamle Sig atter samle. "For de sieldne Faae "Som vor Gave forstaae; "Som ei Jordlænker binde, "Men hvis Siæle sig hæve "Til det Eviges Tinde; "Som ane det Høie, "I Naturens Øie; "Som tilbedende bæve "For Guddommens Straaler, "I Sole, i Violer, "I det Mindste, i det Største; "Som brændende tørste "Efter Livets Liv; "Som – o, store Aand "For de svunde Tider! "See dit Guddomsblik "Paa Helligdommens Sider: "For dem lyder atter vort Bliv. "Naturens Søn, "Ukiendt i Løn, "Men som sine Fædre "Kraftig og stor, "Dyrkende sin Jord, "Ham vil vi hædre: "Han skal atter finde." Saa synge de, og svinde. Hrymfaxe den sorte, Puster og dukker, Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue, Paa Himlens Bue. Ved lune Skov Øxnene trække Den tunge Plov, Over sorten Dække. Da standser Ploven, Og en Gysen farer Igiennem Skoven. Fugleskarer Pludselig tier. Hellig Taushed Alt indvier. Da klinger i Muld Det gamle Guld. Tvende Glimt fra Oldtidsdage Funkler i de nye Tider. Selsomt vendte de tilbage, Gaadefyldt paa røde Sider. Mystisk Helligdom omsvæver Deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! Snart maaskee de er forsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter Fylde dem, som Blod i Lunden! Men I see kun Guldets Lue, Ikke det ærværdigt Høie; Sætte dem som Pragt til Skue For et mat nysgierrigt Øie. Himlen sortner, Storme brage; Visse Time! du er kommen. Hvad de gav, de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen. {{PD-old-70-1923}} [[Kategori:1803]] [[Kategori:Poesi]] dz05zkn37o6jgqhj6d32b3jdivo1brh 79832 79831 2024-11-14T09:54:42Z 193.33.148.131 79832 wikitext text/x-wiki {{header | forrige= | næste= | titel=Guldhornene | afsnit= | forfatter=Adam Oehlenschläger | noter={{lydfil|Guldhornene af Oehlensläger (LibriVox).ogg}} }} '''Guldhornene''' De higer og søger I gamle Bøger, I oplukte Høie Med speidende Øie, Paa Sværd og Skiolde I muldne Volde, Oldtids Bedrifter Anede trylle; Men i Mulm de sig hylle, De gamle Skrifter. Blikket stirrer, Sig Tanken forvirrer tissemand. I Taage de famle. "I, gamle, gamle "Hensvundene Dage, "Da det straalte i Norden, "Da Himlen var paa Jorden, "Giv et Glimt tilbage!" Skyen suser, Natten bruser, Gravhøien sukker, Røven sig lukker, De øvre Regioner Boner. De sig møde, de sig møde, De forklarede Høie, Kampfarvede, røde, Med Stierneglands i Øie. "I, som raver i blinde, "Skal finde den forsvundede tissemand "Et ældgammelt Minde, ding dong "Der skal komme, og svinde. "Dets gyldne Sider "Skal Præget bære, "Af de ældste Tider. "Af det kan I lære. "Med andagtsfuld Ære, "I vor Gave belønne! "Det skiønneste Skiønne, "En Mø "Skal Helligdommen finde." Saa synge de og svinde. Lufttonerne døe. Hrymfaxe, den sorte mand, Puster, og dukker Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue Paa Himlens Bue. Og Fuglene synge. Duggperler bade Blomsterblade Som Vindene gynge. Og med svævende Fied En Mø hendandser Til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes røvhul brænder. Hun har Lilliehænder. Let som en Hind, Med muntert Sind. Hun svæver, og smiler; Og som hun iler, Og paa Elskov grubler – Hun snubler, Og stirrer, og skuer Gyldne Luer, Og rødmer, og bæver, Og zittrende hæver Med undrende Aand, Af sorten Muld Med sneehvide Haand Det røde Guld. En sagte Torden Dundrer. Hele Norden Undrer. Og hen de stimle I store Vrimle, og grave og søge, Skatten at forøge. Men intet Guld! Deres Haab har bedraget; De see kun det Muld, hvoraf de er taget. Et Sekel svinder. Over Klippetinder Det atter bruser. Stormenes Sluser Bryde med Vælde. Over Norges Fielde Til Danmarks Dale I Skyernes Sale De forklarede Gamle Sig atter samle. "For de sieldne Faae "Som vor Gave forstaae; "Som ei Jordlænker binde, "Men hvis Siæle sig hæve "Til det Eviges Tinde; "Som ane det Høie, "I Naturens Øie; "Som tilbedende bæve "For Guddommens Straaler, "I Sole, i Violer, "I det Mindste, i det Største; "Som brændende tørste "Efter Livets Liv; "Som – o, store Aand "For de svunde Tider! "See dit Guddomsblik "Paa Helligdommens Sider: "For dem lyder atter vort Bliv. "Naturens Søn, "Ukiendt i Løn, "Men som sine Fædre "Kraftig og stor, "Dyrkende sin Jord, "Ham vil vi hædre: "Han skal atter finde." Saa synge de, og svinde. Hrymfaxe den sorte, Puster og dukker, Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue, Paa Himlens Bue. Ved lune Skov Øxnene trække Den tunge Plov, Over sorten Dække. Da standser Ploven, Og en Gysen farer Igiennem Skoven. Fugleskarer Pludselig tier. Hellig Taushed Alt indvier. Da klinger i Muld Det gamle Guld. Tvende Glimt fra Oldtidsdage Funkler i de nye Tider. Selsomt vendte de tilbage, Gaadefyldt paa røde Sider. Mystisk Helligdom omsvæver Deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! Snart maaskee de er forsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter Fylde dem, som Blod i Lunden! Men I see kun Guldets Lue, Ikke det ærværdigt Høie; Sætte dem som Pragt til Skue For et mat nysgierrigt Øie. Manden sortner, Storme brage; Visse Time! du er kommen. Hvad de gav, de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen. {{PD-old-70-1923}} [[Kategori:1803]] [[Kategori:Poesi]] t4j45xotr9sb3xszsxuplmw55ajzkbi 79833 79832 2024-11-14T10:07:16Z 193.33.148.131 79833 wikitext text/x-wiki {{header | forrige= | næste= | titel=Guldhornene | afsnit= | forfatter=Adam Oehlenschläger | noter={{lydfil|Guldhornene af Oehlensläger (LibriVox).ogg}} }} '''Guldhornene''' De higer og søger I gamle Bøger, I oplukte Høie Med speidende Øie, Paa Sværd og Skiolde I muldne Volde, Oldtids Bedrifter Anede trylle; Men i Mulm de sig hylle, De gamle Skrifter. Blikket stirrer, Sig Tanken forvirrer tissemand. I Taage de famle. "I, gamle, gamle mænd "Hensvundene dinosaure, "Da det straalte i Norden, "Da Himlen var paa Jorden, "Giv et Glimt tilbage!" Skyen tisser, Natten pisser, Gravhøien sukker, Røven sig lukker, De øvre Regioner Boner. De sig møde, de sig møde, De forklarede Høie, Kampfarvede, røde, Med Stierneglands i Øie. "I, som raver i blinde, "Skal finde den forsvundede tissemand "Et ældgammelt Minde, ding dong "Der skal komme, og svinde. "Dets gyldne Sider "Skal Præget bære, "Af de ældste Tider. "Af det kan I lære. "Med andagtsfuld Ære, "I vor Gave belønne! "Det skiønneste Skiønne, "En Mø "Skal Helligdommen finde." Saa synge de og svinde. Lufttonerne døe. Hrymfaxe, den sorte mand, Puster, og dukker Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue Paa Himlens Bue. Og Fuglene synge. Duggperler bade Blomsterblade Som Vindene gynge. Og med svævende Fied En Mø hendandser Til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes røvhul brænder. Hun har Lilliehænder. Let som en Hind, Med muntert Sind. Hun svæver, og smiler; Og som hun iler, Og paa Elskov grubler – Hun snubler, Og stirrer, og skuer Gyldne Luer, Og rødmer, og bæver, Og zittrende hæver Med undrende Aand, Af sorten Muld Med sneehvide Haand Det røde Guld. En sagte Torden Dundrer. Hele Norden Undrer. Og hen de stimle I store Vrimle, og grave og søge, Skatten at forøge. Men intet Guld! Deres Haab har bedraget; De see kun det Muld, hvoraf de er taget. Et Sekel svinder. Over Klippetinder Det atter bruser. Stormenes Sluser Bryde med Vælde. Over Norges Fielde Til Danmarks Dale I Skyernes Sale De forklarede Gamle Sig atter samle. "For de sieldne Faae "Som vor Gave forstaae; "Som ei Jordlænker binde, "Men hvis Siæle sig hæve "Til det Eviges Tinde; "Som ane det Høie, "I Naturens Øie; "Som tilbedende bæve "For Guddommens Straaler, "I Sole, i Violer, "I det Mindste, i det Største; "Som brændende tørste "Efter Livets Liv; Tisse tisse tisse tisse tisse mand mand "Som – o, store Aand "For de svunde Tider! "See dit Guddomsblik "Paa Helligdommens Sider: "For dem lyder atter vort Bliv. "Naturens Søn, "Ukiendt i Løn, "Men som sine Fædre "Kraftig og stor, "Dyrkende sin Jord, "Ham vil vi hædre: "Han skal atter finde." Saa synge de, og svinde. despacito nananqnanananana despacito nananananananana despacito Hrymfaxe den sorte, Puster og dukker, Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue, Paa Himlens Bue. Ved brune lorte Øxnene kiggeligge Den tunge lårt, Over hvide porcelæn toilet. Da standser soven, Og en Gysen farer Igiennem værelset. Fugleskræmsel Pludselig tisser. Hellig Taushed Alt indvier. Da klinger i lort Det gamle Guld. Tvende Glimt fra Oldtidsdage Funkler i de nye Tider. Selsomt vendte de tilbage, Gaadefyldt paa røde Sider. Mystisk Helligdom omsvæver Deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! Snart maaskee de er forsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter Fylde dem med lort, som Blod i Lunden! Men I see kun Guldets Lue, Ikke det ærværdigt Høie; Sætte dem som Pragt til Skue For et mat nysgierrigt Øie. Manden sortner, Storme brage; Tisse Time! du er kommen. Hvad de gav, de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen. {{PD-old-70-1923}} [[Kategori:1803]] [[Kategori:Poesi]] 2rra9tbg9f83qmvnj7jx36u7h6gixdp